314
— Jeg skal dog nok finde dem, sagde hun.
Næste Fredag, da Charles trak sine Støvler paa i det Kabinet, hvor man gjemte hans Tøi, følte han et Stykke Papir mellem Læderet og Saalen, han tog det og læste:
„Modtaget for tre Maaneders Undervisning og forskjellige Noder 65 Francs, hvorfor kvitteres.
— Hvorledes er det kommet ned i mine Støvler?
— Det er rimeligvis faldet derned fra den gamle Æske med kvitterede Regninger, der staaer paa Kanten af Hylden.
Fra dette Øieblik af var hele hendes Tilværelse kun en stor Samling Løgne, hvori hun indhyllede sin Kjærlighed som i et Slør for at skjule den. Det blev en Trang, en Mani, en Fornøielse, det tiltog i den Grad, at naar hun for Exempel sagde, at hun igaar var gaaet paa høire Side af Gaden, kunde man være vis paa, at hun var gaaet paa venstre.
En Morgen, da hun efter Sædvane var taget afsted meget let klædt, blev det pludselig Sneveir, Charles stod i Vinduet og saae just Abbed Bournisien kjøre til Byen i Tuvaches Kabriolet. Han løb ned og bad den Geistlige om at tage et tykt Sjal med og levere det i „det røde Kors” til hans Kone. Neppe var Præsten ankommet til Gjæstgiverstedet, før han spurgte efter Lægens Kone fra Yonville. Gjæstgiversken svarede, at hun kun yderst sjelden tog ind hos dem, derfor fortalte Abbeden Emma om Aftenen i „Svalen” den Forlegenhed, hvori han havde været, dog uden at synes at have tænkt nøiere derover, thi han udbredte sig i Lovtaler angaaende en Prædikant, der for Tiden gjorde Opsigt i Rouen, og hvis Taler alle Damerne løb til.
Ligemeget, selv om denne ikke havde forlangt Forklaringer, kunde andre, mindre diskrete, gjøre det senere. Derfor fandt hun det rigtigst hver Gang at stige af i „det røde
