310
mellem Diligencerne, en Samling Pjalter bedækkede hans Skuldre, og en gammel, bulet Castorhat, af Form som et Bækken, skjulte hans Ansigt. Men naar han tog den af, blottedes i Stedet for Øielaage to gabende blodige Hulinger. Kjødet trevlede af i røde Pjalter, — og der løb Materie ud deraf, som fæstnede sig til grønne Pletter ligetil Næsen, hvis sorte Næseboer snøftede konvulsivisk. Naar han talte til En, kastede han Hovedet tilbage med en idiotisk Latter; mens de blaalige Øiestene uafbrudt rullede om i Hovedet mod det aabne Saar.
Han sang en Vise, mens han fulgte efter Vognene.
Sommerdagen skjøn og varm
Fylder tidt med Elskov Gluttens Barm.
I alt det Øvrige var der kun Tale om Fuglesang, Solskin og den skjønne Natur.
Undertiden stod han pludselig bagved Emma med blottet Hoved, hun foer tilbage med et Skrig. Hivert gjorde Nar af ham og raadede ham til at leie sig et Teltpaa Saint Romains Marked eller spurgte ham leende, hvorledes hans Kjæreste befandt sig.
Undertiden var man allerede begyndt at kjøre, naar hans Hat pludselig foer ind i Diligencen gjennem Ruden, mens han med den anden Arm hagede sig til Trinet imellem Smudset paa Hjulene. Hans i Begyndelsen svage og klynkende Stemme blev gjenneintrængende, den slæbte sig hen i Mørket som en utydelig, sørgmodig Klagesang — og gjennem Bjældernes Raslen, Træernes Susen, og den hule Kasses Rumlen lød den som noget Fjernt, der foruroligede Emma. Det sænkede sig ned i hendes Sjæl som en Malstrøm i en Afgrund og satte hende i en grænseløs melankolsk Stemning. Men naar Hivert mærkede, at der var Modvægt, langede han efter Stak-
