309
De loe mange Gange deraf, men naar de skulde skilles, forekom Alt dem alvorligt.
Ganske stille stod de ligeoverfor hinanden og gjentog: Vi sees paa Torsdag, paa Torsdag.
Pludselig tog hun ham om Hovedet, kyssede ham hurtig paa Panden, udbrød: Farvel! og styrtede ned ad Trappen.
Hun gik ind hos en Frisør, der boede tæt ved Teatret for at lade sit Haar sætte, det var i Mørkningen, man tændte Gassen i Boutiken.
Hun hørte Klokken, der kaldte Skuespillerne til Forestillingen, og hun saae sminkede Mænd og Kvinder i falmede Dragter gaae ind ad Sceneindgangen.
Der var varmt i det lille, lave Værelse, hvor Ovnen summede mellem Parykker og Pommader. Det varede ikke længe, før Lugten af Brændejernene og de fedtede Hænder, der behandlede hendes Hoved, dyssede hende i en Halvslummer. Svenden, der friserede hende, spurgte hende ofte, om hun ikke havde Lyst til at tage med ham paa den offenlige Maskerade.
Saa gik hun! Hun vandrede atter op ad Gaderne og naaede endelig det „røde Kors”, hun tog Galoscherne paa, som hun havde gjemt under Sædet og krøb sammen i sin Krog blant de utaalmodige Passagerer. Nogle steg ud ved Foden af Bakken, tilsist var hun ene i Vognen.
Ved hver Dreining fik man mere og mere Øie paa det rødlige Skjær af Byens Lys, der ligesom dannede en lysende Taage over Husene, Emma knælede paa Hynderne og stirrede ind i denne blændende Taage. Hun hulkede, nævnede Léons Navn og sendte ham ømme Ord og Kys, der veiredes hen for Vinden.
En stakkels Djævel pleiede at streife om ved sin Stok
