308
Han nød for første Gang det ubeskriveligt Berusende ved den kvindelige Elegance, han havde aldrig før truffet denne yndefulde Maade at udtrykke sig paa, denne Smagfuldhed i Paaklædningen, disse smægtende Duestillinger. Han beundrede hendes Sjæls Begeistring og Kniplingerne paa hendes Skjørt. Og saa var det en „bedre Dame”, en gift Kone! endelig havde han opnaaet en virkelig Elskerinde!
Ved sit vexlende Lune, idet hun kunde være melankolsk, munter, snaksom, tavs, heftig, ligegyldig vakte hun tusind Lyster hos ham, fremkaldte Instinkter eller Minder. Hun var Elskerinden i alle Romaner, Heltinden i alle Dramaer, den ubestemte „Hende” i alle Digtsamlinger. Paa hendes Skuldre fandt han „den badende Odaliskes” Ambrafarve, hun bar det lange Liv som Middelalderens Borgfruer, hun lignede ogsaa „den blege Kvinde fra Barcelona”, men fremfor Alt var hun — „Englen”.
Ofte, naar han betragtede hende, forekom det ham, at hans Sjæl flygtede henimod hende, udgjød sig som en Bølge over hendes Hoved og sænkede sig ned paa hendes hvide Barm.
Han lagde sig paa Knæ foran hende — og med Albuerne paa hendes Skjød betragtede han hende med et Smil og fremrakt Pande.
Hun bøiede sig henover ham og mumlede ligesom kvalt af Beruselse:
— Rør Dig ikke! tal ikke! see paa mig! Der er noget saa Blidt, der lyser ud af Dine Øine, som gjør mig saa vel! Hun kaldte ham Barn. — Elsker Du mig Barn? og hun hørte ikke hans Svar, saa hastig ilede hendes Læber ham i Møde.
Der stod en lille Cupido af Bronze paa Uret, som med et koket Smil rundede sine Arme under en Blomsterguirlande.
