307
ham til Hotellet, han gik op, aabnede Døren og traadte ind. Hvilken Omfavnelse!
Ord og Kys fulgtes uafbrudt, man fortalte hinanden Ugens Sorger, Anelser og Uroligheder for Brevenes Skyld, men nu var Alting glemt, og de saae hinanden i Ansigtet med vellystig Latter og ømme Udbrud.
Det hyggelige Værelse med dets bløde Tæppe, dets Nipssager og dets rolige Lys syntes som bestemt for Lidenskabens Inderligheder. De pileformige Gardinstænger, Kobberrosetterne og de store Kugler paa Ildbukkene skinnede pludselig, naar Solen faldt ind i Stuen. Paa Kammen mellem Stagerne stod to af disse store rosenrøde Konkylier, hvori man hører Havets Susen, naar man nærmer Øret dertil.
Hvor de elskede dette gode livlige Værelse trods dets falmede Glans! De gjenfandt stadig Møblerne paa den samme Plads og undertiden Haarnaale, som hun havde glemt siste Torsdag paa Fodstykket til Uret. De spiste Frokost ved Kaminen paa en lille stum Tjener af Palisandertræ. Emma skjar for og lagde Stykkerne over paa hans Tallerken med alle Slags kjælne Narrestreger, hun loe saa frisk og velklingende, naar Champagneskummet vældede ud over det tynde Glas og vædede hendes Fingerringe. De var saa aldeles fortabte i Nydelsen af dem selv, at de troede at være i deres eget Hus og at skulle leve der til deres Dødsdag som to evigt unge Ægtefæller. De sagde vort Værelse, vort Tæppe, vore Lænestole, hun sagde endogsaa vore Morgensko, det var et Par rosenrøde Atlaskes Morgensko, kantede med Svanedun, som hun engang havde faaet Lyst til, og som Léon havde foræret hende. Naar hun satte sig paa hans Knæ, blev hendes ene Ben altfor kort til at kunne naae Gulvet — og det nydelige Fodtøi, hvorpaa der ingen Hæl var, hang da blot paa Tæerne af den nøgne Fod.
