306
sammenstuvede Tilværelser, og hendes Hjerte svulmede mægtigt, som om de hundrede og tyvetusind Sjæle, der færdedes derinde, alle havde sendt hende ligesom en Damp i Møde af de Lidenskaber, hun formodede hos dem. Hendes Kjærlighed forstørredes ligeoverfor Rummet og fyldtes med Uro ved den forvirrede Summen, der naaede op til hende. Hun strøede den henover Byens Torve, Promenader og Gader, og den gamle normandiske By stod for hendes Øine som en umaadelig Hovedstad, som et Babylon, hvori hun traadte ind. Hun hældede sig udover Raden og indsugede den friske Luft, de tre Heste galoperede, Skjærverne hvinede i Snavset, Diligencen gyngede, og Hivert preiede Kjærrerne paa Veien, mens Borgermænd, der havde tilbragt Natten i Bois-Guillaume, roligt kjørte ned ad Bukken i deres smaa Familievogne.
Man stansede ved Bommen, Emma trak sine Galoscher af, tog andre Hansker paa, rettede paa sit Sjal, og tyve Skridt længere borte steg hun ud af „Svalen”.
Byen vaagnede just, Commis'erne polerede Butiksruderne, og Sælgekonerne falbød skingrende deres Varer. Hun listede sig med nedslagne Øine langs Husene og smilede af Fryd under sit sorte Slør.
Af Frygt for at blive seet, valgte hun sædvanligvis ikke den korteste Vei, men fordybede sig i mørke Stræder og naaede endelig varm og bevæget Nationalgaden ligeved det Springvand, som findes der. Her er Teatrets, Restaurationernes og de løsagtige Fruentimmers Kvarter. Ofte kjørte en Vogn forbi hende med en rystende Teaterdekoration, Opvartere med hvidt Forklæde strøede Sand paa Fliserne mellem Potteplanterne, her lugtede af Absinth, Cigarer og Østers.
Hun dreiede om ad en Gade, hun kunde kjende ham paa hans friserede Haar, der bølgede frem af hans Hat.
Léon blev ved at gaae paa Fortouget, hun fulgte efter
