305
af dem laae endnu, Hivert kaldte, raabte, steg endelig ned af Bukken og hamrede paa Dørene. Vinden blæste ind ad de sprukne Ruder.
Imidlertid fyldtes Sæderne, Vognen rumlede afsted, og Veien strakte sig stadig mellem to lange Grøfter, fulde af gult Vand, mens den indsnevredes i Horisonten.
Emma kjendte den fra Ende til anden, hun vidste, at efter en Græsgang kom der en Pæl, saa et Elmetræ, en Lade eller en Veiarbeiders Hytte, undertiden lukkede hun Øinene for at blive overrasket; men hun mistede dog alligevel ikke den bestemte Fornemmelse af den Afstand, der var tilbage.
Endelig blev Teglstenshusene hyppigere, Jorden gav Gjenlyd under Hjulene, og „Svalen” rullede forbi Haver, gjennem hvis Gitterdør man kunde see en Statue, lidt Vinløv, klippede Taxtræer og en Gynge. Derpaa viste pludselig Byen sig. Sænkende sig amfiteatralsk og tilsløret af Taagen, kom den atter ubestemt tilsyne hinsides Broerne, derudover strakte sig igjen det flade monotone Landskab, indtil det i det Fjerne gik sammen med den blege Himmelrand. Seet saaledes ovenfra havde Landskabet et ubevægeligt Udseende, som et Maleri, Skibene, der laae for Anker, samlede sig i en Krog, Floden snoede sig ved Foden af de grønne Bakker, og de aflange Øer tog sig ud som sorte Fisk, der laae ganske stille paa Vandet. Fra Fabrikskorstenene opsteg uhyre store Røghvirvler og spredtes i Luften. Man hørte Maskinernes Snurren fra Støberierne og den klare Klokkeklang fra Kirkerne, der hævede sig i Taagen. De bladløse Træer paa Boulevarderne dannede violette Buskadser mellem Husene, og de regnblanke Tage glimrede i kaotisk Virvar. Undertiden drev et Vindstød Skyerne henimod Bakken Sainte-Cathérine, som Luftbølger, der knustes mod en Skrænt.
Hun blev ligesom svimmel ved Tanken om alle disse
