Side:Fru Bovary.djvu/312

Denne side er blevet korrekturlæst

304

— Uden regelmæssig Undervisning, kunde hun ikke have nogen Nytte deraf, svarede hun.

Paa denne Maade bar hun sig ad for at opnaae Tilladelse af sin Mand til at tage til Byen en Gang om Ugen og besøge sin Elsker. Efter en Maaneds Forløb fandt man endogsaa, at hun havde gjort betydelige Fremskridt.

V.

Det var om Torsdagen. Hun stod tidlig op og klædte sig sagte paa, for ikke at vække Charles, der vilde have gjort Bemærkninger om, at det var altfor tidligt. Hun gik op og ned i Stuen, stillede sig hen ved Vinduerne og saae ud paa Torvet. Et svagt Skjær dæmrede mellem „Hallernes” Piller, og de store Bogstaver paa Apotekets Skilt kom tilsyne i den blege Morgenrøde.

Naar Uret viste et Kvarteer til otte, gik hun over i den „forgyldte Løve”, hvis Dør Artémise gabende aabnede for hende. Pigen ragede i Gløderne under Asken, for at Fruen ikke skulde fryse. Emma blev ene i Kjøkkenet, af og til gik hun ud i Gaarden, hvor Hivert spændte for i Ro og Mag, medens Madam Lefrançois i Natkappe stak Hovedet Ud af Vinduet og overlæssede ham med en Mængde Ærinder og Forklaringer, der vilde have gjort Hovedet kruset paa ethvert andet Menneske. Emma stampede uvilkaarligt i Stenene.

Naar han endelig havde fortæret sin Suppe, faaet sin store Kavai paa, tændt sin Pibe og taget Pisken i Haanden, satte han sig roligt paa sin Buk.

„Svalen” rullede bort i jævnt Trav og stansede hist og her den første Fjerdingvei for at tage Reisende op, der passede paa den ved Grøftekanten foran Gaardledene. De, som havde bestilt Plads den foregaaende Dag, forhastede sig ikke, nogle