23
„Er Fa'er Rouaults Datter da en fin Frøken? Nei det er dog for galt, deres Bedstefader var Faarehyrde, og de har en Fætter, der nær var kommet galt afsted for en Kindhest, han havde givet under et Skjænderi. Det var da ikke Umagen værdt at gjøre saamegen Blæst og at møde om Søndagen i Kirken med en Silkekjole som en Grevinde. Uden Rapshøsten fra ifjor havde det nok knebet stærkt for den Gamle med at betale sine Afgifter.”
Træt af disse Plagerier ophørte da Charles med at tage til Bertaux. Heloise havde faaet ham til at sværge med Haanden paa Bønnebogen, at han ikke mere vilde tage derhen, efter megen Hulken og under mangfoldige Kys i en stor Kjærlighedsscene. Han adlød altsaa, men hans dristige Længsler protesterede mod hans slaviske Opførsel, og ved et Slags naivt Hykleri fandt han, at dette Forbud mod at see hende ligesom gav ham Ret til at elske hende.
Og kunde Samlivet med Enken udslette det Billede, som havde fæstnet sig i hendes Ægtefælles Hjerte? Enken var mager og havde lange, smalle Fingre, hele Aaret igjennem gik hun med et lille, sort Sjal, hvis Snip hang ned mellem Skulderbladene, hendes stive Figur var indsnøret i altfor korte Kjoler, der sluttede om hende som Skeder og blottede Anklerne med Krydsbaandene op ad de graa Strømper.
Charles' Moder besøgte dem af og til, men efter nogle Dages Forløb syntes Svigerdatteren at smitte hende, og de prikkede ham da ligesom to Syle med deres Bemærkninger og Forestillinger. Det var urigtigt af ham at spise saameget. Hvorfor tilbød han alle Mulige en Snaps? Hvor det var stivsindet af ham ikke at ville gaae med Flonelstrøier!
Men i Begyndelsen af Foraaret hændte det en smuk Morgen, at den Notar i Ingouville, hvem Enken efter Duboc havde anbetroet sin Formue, smurte Haser og medtog alle de
