300
Baadsmanden saae paa det og sagde tilsist: Det tilhører formodenligt et Selskab, jeg seilede for forleden Dag. Det var min Sandten en Hoben lystige Fyre, baade Herrer og Damer med Kager, Champagne og Trompeter, de gjorde et farligt Sjov; især en af dem, en høi smuk Mand med smaa Knebelsbarter, han var saa morsom, derfor raabte ogsaa de Andre hele Tiden: Fortæl os nu noget . . . Adolphe . . . Rodolphe . . . troer jeg, det var.
Hun gjøs.
— Er Du ikke vel? spurgte Léon hende.
— Det er Intet! Rimeligvis Nattekulden.
— Og som formodenlig heller ikke er ilde lidt af Fruentimmerne, tilføiede den gamle Sømand sagte i den Tanke at sige den Fremmede en Høflighed; derpaa spyttede han i Næverne og greb atter Aarerne.
De maatte dog skilles, det var et tungt Farvel. Han skulde sende Brevene til Mo'er Rollet, og hun gav ham saa omstændelig Besked angaaende den dobbelte Konvolut, at han høilig beundrede hendes Snildhed.
— Du forsikkrer mig altsaa om, at Fuldmagten er aldeles i Orden? spurgte hun med et siste Kys.
— Ja aldeles! — Men hvorfor er denne Fuldmagt hende saa vigtig? tænkte han, da han gik ene tilbage.
IV.
Léon antog snart en alvorligere Mine ligeoverfor sine Kammerater, holdt sig borte fra deres Selskab og forsømte fuldstændig Akterne.
Han ventede længselsfuldt paa hendes Breve, han læste dem atter og atter, han skrev til hende, han fremkaldte hende med hele sine Længslers og sine Minders Magt. I Stedet
