298
— Med mindre at Léon . . . svarede Charles.
Men da det var vanskeligt at forklare ham Sagen skriftligt, saa tilbød hun at ville tage ind til Rouen, han vilde ikke modtage det. Det var en Kamp i gjensides Forekommenhed. Endelig udbrød hun i en forstilt halstarrig Tone:
— Nu vil jeg netop tage afsted.
— Hvor Du er god! sagde han og kyssede hende paa Panden.
Næste Dag steg hun ind i „Svalen” for at tage til Rouen og konferere med Léon, og hun blev der i tre Dage.
III.
Det var tre udsøgte, uforglemmelige Dage, sande Hvedebrødsdage!
De opholdt sig i Hotel de Boulogne ved Havnen, for lukkede Døre og Skodder, med Blomster paa Gulvet og kjølende Limonader, som man bragte ind til dem fra Morgenstunden.
Henimod Aften leiede de en Teltbaad og seilede over til en lille Ø, for at indtage deres Diner der.
Det var paa den Tid af Døgnet, hvor man fra Værfterne hører Hammerslagene mod Skibssiderne, Tjærerøgen hvirvlede op imellem Træerne, og man saae store fede Draaber flyde paa Vandet, der udvidede sig og trak sig sammen under Solens Purpurglød som florentinske Bronzeplader.
De seilede midt imellem fortøiede Baade, hvis lange skraa Ankertouge streifede Overdelen af deres Fartøi.
Byens Larm fjernede sig umærkelig lidt efter lidt tilligemed Vognrumlen, Lyden af Stemmerne og Hundeglammet paa Skibsdækkene. Hun løste sin Hat, og de gik i Land paa deres Ø.
