297
— Den, De har paa, er jo god nok til at gaae hjemme med, men De maa have en anden, naar De skal gjøre Besøg, jeg saae det ved første Øiekast, da jeg traadte ind i Stuen, jeg har et skarpt Blik.
Han sendte ikke Tøiet, men bragte det selv, saa kom han tilbage for Alenmaalet, saa under andre Paaskud, idet han stadig søgte at vise sig elskværdig og tjenstvillig og stadig lod falde Vink angaaende Fuldmagten. Han talte ikke om Vexlen, hun tænkte ikke derpaa. Under Begyndelsen af hendes Reconvalescens havde Charles berørt den, men saamange Bevægelser havde gjennemkrydset hendes Hjerne, at hun ikke længere mindedes den. Forøvrigt vogtede hun sig vel for at indlade sig i en Pengedisput, hendes Svigermoder var overrasket derover og tilskrev hendes Sindsforandring de religiøse Følelser, hun havde fattet under sin Sygdom.
Men da denne var taget hjem, varede det ikke længe, før Emma blændede sin Mand med sin sunde praktiske Sans, der skulde indhentes Oplysninger, verificeres Prioriteter, sees efter, om der var Anledning til en Liqvidation eller en Licitation. Hun anførte tekniske Udtryk paa Lykke og Fromme, fremførte store Ord som, „Orden, Fremtid, Forsynlighed” og Overdrev i den Grad Uleilighederne ved Arven, at hun endelig en Dag viste ham Kladen til en Fuldmagt „til at føre og bestyre alle hans Sager, gjøre Laan, underskrive og endossere Vexler, betale alle Summer o. s. v.” Hun havde benyttet L'heureux' Veiledning godt.
Charles spurgte hende troskyldigt, hvor hun havde faaet det Papir fra.
— Af Hr. Guillaumin, og med den største Koldblodighed tilføiede hun: Jeg stoler dog ikke rigtig derpaa, disse Advokater har et saa daarligt Rygte, jeg burde maaskee raadføre mig med . . . men vi kjender jo Ingen . . . nei Ingen.
