296
at gratulere hende i Anledning af Arven, derpaa passiarede han om ligegyldige Gjenstande, om Frugten og Høsten og om hans Helbred, der saadan var op og ned. Han gjorde sig gruelig Uleilighed, „og dog eiede han knap Smør til Brødet, skjønt han godt vidste, at Folk holdt ham for en velhavende Mand.”
Emma lod ham snakke, hun havde kjedet sig saa forfærdeligt de siste Par Dage.
— Og nu er De aldeles rask, vedblev han, jeg har seet Deres Mand i ondt Humør, kan De troe, det er enskikkelig Fyr, trods at vi engang har været lidt oppe at nappes.
Hun spurgte om Grunden dertil, thi Charles havde fortiet Uenigheden om Reisetøiet for hende.
— Men det veed De jo godt, svarede L'heureux, det var dengang, De havde faaet det Indfald at bestille Reisesager hos mig.
Han havde trukket Hatten ned over Øinene, og med Hænderne paa Ryggen, smilende og fløitende, stirrede han hende ind i Ansigtet. Anede han Noget? Hun grebes af ængstelige Tanker, tilsist sagde han dog:
— Endelig kom vi overens, men idag er jeg kommet for at foreslaae ham et nyt Arrangement nemlig at fornye Vexlen, Deres Mand kan forøvrigt gjøre hvad han vil, men han burde ikke pine sig især i denne Tid, da han har saameget Andet at tænke paa, — han vilde egenlig gjøre klogest i at overdrage det Hele til en Anden, som for Exempel til Dem, med en Fuldmagt vilde det være saa bekvemt, og saa kunde vi to jo gjøre Smaaforretninger sammen.
Hun forstod det ikke, endelig taug han, idet han derpaa gik over til at tale om sine Varer, erklærede L'heureux, at Fruen ikke kunde undgaae at tage Noget hos ham, han skulde sende hende atten Alen sort Musselin til en Kjole.
