295
for neppe otteogfyrretyve Timer siden havde de været ene sammen, langt borte fra Verden og ikke havt Øine nok til at betragte hinanden med i deres salige Rus. Hun søgte atter at tilbagekalde sig de Ubetydeligste Smaabegivenheder fra denne forsvundne Dag; men hendes Mands og Svigermoders Nærværelse generede hende, hun havde ønsket ikke at høre, ikke at see Noget, ikke at forstyrre Mindet om sin Kjærlighed, som, hvad hun saa end gjorde, svandt hen under Trykket af Omgivelserne.
Hun sprættede Foret op paa en Kjole, Smaastumperne spredtes om hende, den gamle Dames Sax knirkede uafbrudt, og Charles sad med Hænderne i Lommen, Morgensko paa Fødderne og en gammel brun Frakke, som han benyttede til Slobrok og sagde heller ikke Noget, ved Siden af dem glattede Barnet Sandet i Alleerne med en lille Skovl.
Pludselig kom L'heureux ind af Ledet.
Han kom for at anbefale sig i Anledning af den sørgelige Begivenhed, Emma svarede, at hun troede at kunne undvære ham; men Kjøbmanden gav ikke tabt derfor.
— Jeg beder tusinde Gange om Undskyldning, sagde han og henvendte sig til Charles, men jeg vilde gjerne udbede mig en Samtale under fire Øine, og med sagte Stemme tilføiede han: Det er angaaende den Sag, De nok veed.
Charles blev blussende rød. Ja . . . det er jo sandt . . . og i sin Forvirring vendte han sig til Emma: Kunde Du ikke min Elskede?
Hun syntes at forstaae ham, thi hun stod op, og Charles sagde til sin Moder: Det er Intet, formodenlig Husholdningssager.
Han vilde ikke have, at hun maatte erfare Vexelhistorien, idet han frygtede hendes Bemærkninger.
Saasnart de var blevet ene, gav Hr. L'heureux sig til
