294
lang Aften! Noget Bedøvende ligesom en Opiumsdunst stivnede hende.
I Vestibulen hørtes den tørre Lyd af en Stok imod Gulvet, det var Hippolyte, der bragte Fruens Bagage, for at lægge den fra sig beskrev han besværligt en Rundkreds med sit Træben.
— Han tænker ikke engang derpaa, sagde hun til sig selv ved Synet af den stakkels Djævel, hvis røde Haar dryppede af Sved.
Bovary søgte efter nogle Smaapenge i Bunden af sin Pung, uden at lade til at forstaae alt det Ydmygende, der var for ham i den blotte Nærværelse af dette Menneske, der stod som den personificerede Bebreidelse imod hans sørgelige Dumhed.
— Hvilken nydelig Buket, sagde han, idet han opdagede Léons Blomster paa Kaminen.
— Ja, svarede hun skjødesløst, det er en Buket, jeg nylig kjøbte af en Tiggerske. Charles tog Violerne og afkjølede sine taarebadede Øine dermed, hun rev dem hurtig ud af Haanden paa ham og stillede dem i et Glas med Vand.
Den næste Dag kom Charles' Moder, hun og hendes Søn græd længe; under Paaskud af Husholdningssager forsvandt Emma.
Dagen efter maatte der tænkes paa Sørgeklæderne, man satte sig med Sykurvene i Lysthuset nede ved Vandet.
Charles tænkte paa sin Fader, og han undrede sig over at føle saamegen Kjærlighed for en Mand, som han kun havde troet at have grumme lidt tilovers for. Enken tænkte paa sin Mand, Vanens Magt bragte de værste fordums Dage til at forekomme hende misundelsesværdige; mens hun sad ved sit Arbeide, randt af og til en tung Taare ned ad hendes Næse og blev et Øieblik hængende derved. Emma tænkte, at
