293
Han viste hende Brevet, hvori hans Moder meddelte Begivenheden uden fremhyklet Følsomhed, hun beklagede kun, at hendes Mand ikke havde modtaget Religionens Trøst, da han var død paa Gaden i Doudeville ved Indgangen til en Café efter et Festmaaltid med forhenværende Officerer.
Emma gav ham Brevet tilbage, og af god Tone yttrede hun Mangel paa Appetit ved Bordet; men da han nødte hende, tog hun godt til sig af Retterne. Charles sad ganske tavs og ligesom overvældet, af og til hævede han Hovedet og sendte hende et langt melankolsk Blik, pludselig sukkede han: Jeg vilde saa gjerne have seet ham engang endnu.
Hun taug, da hun endelig indsaae, at hun maatte sige Noget, spurgte hun:
— Hvor gammel blev Din Fader?
— Otteoghalvtredsindstyve Aar.
— Ah!
Og det var det Hele.
Et Kvarterstid efter tilføiede han: Stakkels Moder! Hvad skal der blive af hende?
Hun trak paa Skuldren.
Ved at see hende saa tavs antog Charles hende for bedrøvet, og han tvang sig selv til ikke at sige Noget, for ikke at rippe op i denne Sorg, der rørte ham. Imidlertid søgte han at afryste sin egen og spurgte:
— Har Du moret Dig godt igaar?
— Ja.
Da Dugen var taget af Bordet, reiste hverken Charles eller Emma sig, efterhaanden som hun betragtede ham, forjagede dette monotone Syn lidt efter lidt hver Medlidenhed fra hendes Hjerte. Han forkom hende ynkelig, svag, ubetydelig, kortsagt at være en paa alle Maader elendig Stakkel. Hvorledes skulde hun blive af med ham? Hvilken uendelig
