22
og pustede til hendes Forklædebaand, saa at de vaiede som Vimpler. En Tøveirsdag, da Vandet drev ned ad Barken paa Træerne, og Sneen smeltede paa Tagene, stod hun i Døren, men gik ind for at hente sin Parasol. Hun slog den op; den spraglede Silkeparasol, som Solen skinnede igjennem, kastede vexlende Skjær paa hendes hvide Teint. Hun smilede den milde Luft imøde, og man hørte Vanddraaberne en for en dryppe ned paa det udspændte Moiré.
I den første Tid Charles kom paa Bertaux, forhørte hans Kone sig jævnligt til Patientens Befindende, og i Hovedbogen, som hun førte med dobbelt Bogholderi, havde hun endogsaa udsagt en smuk reen Side til Hr. Rouault. Men da hun fik at vide, at han havde en Datter, spurgte hun sig for og erfarede da, at Frøken Rouault, der var bleven opdraget i et Kloster hos Ursulinderne, havde faaet hvad man kalder en god Opdragelse, hun havde følgelig lært Geografi, kunde danse, tegne, brodere og spille Klaver. Dette satte Kronen paa Værket.
Altsaa er det derfor, at han seer saa straalende ud, naar han skal til dem, tænkte hun, og at han tager sin nye Vest paa selv med Fare for at faae den spoleret af Regnen. Oh dette Fruentimmer! dette Fruentimmer!
Hun afskyede hende instinktmæssig. Først lettede hun sit Hjerte ved Hentydninger, men Charles kunde ikke forstaae dem, senere ved almindelige Bemærkninger, som han lod drive forbi sig af Frygt for et Uveir og endelig ved direkte Uartigheder, hvortil han ikke vidste, hvad han skulde svare. Hvorfor blev han ved med at tage til Bertaux, skjøndt Hr. Rouault jo var kureret, og uagtet disse Folk endnu ikke havde betalt? Det var nok, fordi der var en „Dame”, med hvem han kunde passiare; En der kunde brodere, en Skjønaand. Det holdt han af, han trængte til fine Frøkener!” Og hun vedblev:
