287
hvor Solskinnet brændte stærkest mod de gamle forsølvede Lygter, kom en blottet Haand frem under de smaa gule Lærredsgardiner og kastede nogle Papirstumper bort, der spredtes for Vinden og slog ned længere borte som hvide Sommerfugle paa en rød, blomstrende Kløvermark.
Henimod Klokken sex holdt Vognen i et lille Stræde i Kvarteret Beauvoisine, en Hinde steg ud deraf og gik bort med sænket Slør, uden at vende sig om.
II.
Da Emma naaede Gjæstgiverstedet, blev hun meget forundret ved ikke at opdage Diligencen. Hivert, der havde ventet omtrent en Time paa hende, var tilsist kjørt.
Der var Intet, der tvang hende til at tage bort, men hun havde givet sit Ord paa at komme tilbage samme Aften. Forøvrigt ventede Charles hende, og hun følte allerede denne feige Lydighed, der for saamange Kvinder samtidig bliver en Straf og en Betaling for deres Utroskab.
Hun pakkede hurtig sin Kuffert, betalte Regningen og tog en Kabriolet i Gaarden. Hun skyndte paa Kusken; hvert Øieblik spurgte hun, hvad Klokken var, hvor langt de var kommet og naaede endelig „Svalen”, ligesom man fik Øie paa de første Huse i Quincampoix.
Neppe havde hun sat sig i sin Krog, før hun lukkede Øinene og aabnede dem først ved Foden af Bakken, hvor hun langt borte fra opdagede Félicité, der stod paa Udkig foran Smedens Hud. Hivert stansede sine Heste, og Pigen hævede sig paa Tæerne op til Vognruden og sagde hemmelighedsfuldt:
— Fruen maa strax gaae ind til Hr. Homais, det er angaaende noget Vigtigt.
