282
hende som et kjæmpemæssigt Boudoir, Hvælvingerne bøiede sig for at modtage Skriftemaalet om hendes Kjærlighed i deres Skygge, Ruderne lyste for at bestraale hendes Ansigt, Røgelsekarrene skulde brænde, for at hun kunde vise sig som en Engel i de vellugtende Skyer.
Imidlertid kom hun ikke. Han satte sig paa en Stol, og hans Øine mødte en blaa Rude, hvorpaa man seer Fiskere med Knive, han betragtede det længe og opmærksomt, talte Fiskenes Skjæl og Kappernes Knaphuller, mens hans Tanker streifede vide om efter Emma.
Schweitzeren harmedes indvendig paa dette Individ, der tillod sig at beundre Kirken paa egen Haand. Det forekom ham, at han opførte sig monstruøs, at han ligesom bestjal ham og næsten begik en Helligbrøde.
En Silkekjoles Raslen paa Fliserne, Skyggen af en Hat, en sort Mantille! — det var hende. Léon reiste sig op og ilede hende i Møde.
Emma var bleg og gik med hurtige Skridt.
— Læs dette! sagde hun og rakte ham Brevet. Men nei, og hurtig trak hun Haanden til sig og gik ind i den hellige Jomfrues Kapel, hvor hun knælede mod en Stol og gav sig til at bede.
Den unge Mand blev irriteret over dette fromme Lune, men følte dog et vist Behag ved at see hende midt under Stevnemødet saa fortabt i sine Bønner som en andalusisk Markise; men han blev snart kjed deraf, thi det fik ingen Ende.
Emma bad eller rettere gjorde sig Umage for at bede i det Haab, at en pludselig Indskydelse vilde stige ned til hende fra Himlen, og for at hiddrage den guddommelige Hjælp fyldte hun Øinene med Alterets Glans, indaandede Duften af de hvide Levkøier, der prangede i de store Vaser og lyttede til Kirkens Taushed, der kun forøgede hendes Hjertes Uro.
