281
Imidlertid var han bange for at blive bemærket og gik rask ind i Kirken.
Schweitzeren stod paa Tærskelen midt i Portalen til Venstre under „den dansende Mariamne”, med Fjer paa Hatten, Rapir ved Siden og Stok i Haanden, mere majestætisk end en Kardinal og mere prangende end en Monstrans.
Han traadte henimod Léon med det velvillige og kjælne Smil, som Geistlige anvende, naar de udspørge Børn og sagde:
— Herren er uden Tvivl ikke her fra Byen? Herren ønsker at tage Kirkens Seværdigheder i Øiesyn?
— Nei, svarede den Anden og gik først rundt om Sideskibene, derpaa saae han ud over Torvet. Emma viste sig ikke, han gik tilbage til Koret.
Skibet speilede sig i de fyldte Vievandskar med Begyndelsen af Buerne og nogle Dele af Vinduerne, mens Farven fra Glasmalerierne tegnede sig henad Fliserne som et broget Tæpe. Lyset udenfra faldt i tre uhyre Striber ind ad de tre aabne Portaler, af og til passerede en Sakristan forbi i den bageste Del af Kirken og gjorde i Forbigaaende et hastigt skraat Knæfald for Alteret. Krystalkronerne hang aldeles ubevægelige; i Koret brændte en Sølvlampe, fra Sidekapellerne i de mørke Dele af Kirken hørtes der stundom ligesom et dybt Suk og Lyden af et Gitter, der faldt tilbage og gav Gjenlyd mod de høie Hvælvinger.
Med afmaalte Skridt vandrede Léon langs Murene, Livet havde aldrig forekommet ham saa behageligt. Nu vilde hun ligestrax komme, yndig, speidende med Blikket, om Ingen fulgte hende — i den garnerede Kjole med Guldlorgnetten, de fine Støvler, med al den Slags Elegance, han ikke tilforn havde nydt og med den ubeskrivelige Ynde, der omgiver Dyden, idet den skal til at bukke under. Kirken bredte sig om
