278
mel . . . De er altfor ung. Glem mig! Andre vil elske Dem, De vil elske Andre.
— Ikke som Dem! udbrød han.
— De er et Barn, vær nu fornuftig! jeg fordrer det.
Hun forestillede ham det Umulige ved et Forhold imellem dem, og at de ligesom tidligere burde staae ligeoverfor hinanden som Broder og Søster.
Var det for Alvor, at hun talte saaledes? Uden Tvivl vidste Emma det ikke selv, saa optaget var hun af det Berusende ved Forførelsen og Nødvendigheden af at maatte forsvare sig derimod, og idet hun betragtede det unge Menneske med et rørt Blik, stødte hun blidt hans sky Kjærtegn tilbage.
— Ak tilgiv mig! sagde han og veg tilbage. Emma følte sig grebet af en ubestemt Angst ligeoverfor denne Frygtsomhed, der var farligere for hende end Rodolphes Dristighed, dengang han nærmede sig imod hende med aabne Arme. Aldrig havde nogen Mand forekommet hende saa smuk. Aabenhjertighed og Ærlighed lyste frem af hans Skikkelse, han sænkede sine lange, fine Øienhaar, hans bløde Kind rødmede, — sandsynligvis af Begjær efter hende, tænkte Emma — og hun følte en uimodstaaelig Trang til at fæste sine Læber derpaa. Da hældede hun sig henimod Uret, for at see, hvad Klokken var.
— Min Gud! hvor det er sent, og hvor vi snakker!
Han forstod Hentydningen og saae efter sin Hat.
— Jeg har aldeles glemt Teatret derover, den stakkels Bovary, der havde ladet mig blive tilbage for det Samme! Jeg skulde derhen sammen med Hr. og Fru Lormeaux. — Og Leiligheden var gaaet tabt, thi hun tog bort den næste Dag.
— Er det Deres Alvor? spurgte Léon.
— Ja, naturligvis.
