277
teret Beauvoisine, der er fuldt af Skoler, Kirker og store forladte Palæer. De talte ikke til hinanden, men ved at betragte hinanden følte de ligesom en Brusen i Hovedet, som om noget Velklingende straalede ud fra deres stive Blik, de havde lagt deres Hænder i hinandens, Fortiden, Fremtiden, Minder og Drømme, Alt smeltede sammen under dette milde Sværmeri. Mørket sænkede sig over Væggene, hvor kun endnu de grelle Farver paa fire Billeder, der forestillede Scener af »La tour de Nesle«[1] med fransk og spansk Forklaring nedenunder, traadte frem. Gjennem det lille Vindue saae man kun en Stump af den mørke Himmel mellem de spidse Tage.
Hun reiste sig, for at tænde de to Lys paa Kommoden, og satte sig derpaa atter.
— Nu vel! spurgte Léon.
— Nu vel! . . . gjentog hun.
Og han grublede over, hvorledes han atter skulde begynde den afbrudte Samtale, da Emma spurgte ham:
— Hvorledes kan det være, at Ingen hidtil har tolket mig slige Følelser?
Skriveren indvendte, at ideale Naturer er saa vanskelige at forstaae. Han havde elsket hende fra det første Øieblik af, at han havde seet hende, og han var fortvivlet ved Tanken om den Lykke, de kunde have nydt, hvis Skjæbnen havde ladet dem møde hinanden tidligere, og hvis de havde knyttet sig sammen paa en uadskillelig Maade.
— Jeg har undertiden tænkt derpaa, svarede hun:
— Hvilken Drøm! mumlede Léon, og idet han let berørte de blaa Kantebaand paa det lange hvide Belte, tilføiede han: Hvad er til Hinder for at begynde forfra?
— Nei, min Ven, svarede hun. Jeg er altfor gam-
- ↑ Et Drama af Alexandre Dumas. O. A.
