276
— Og vore stakkels Kaktusser, hvor er de?
— Kulden har dræbt dem i Vinter
— Jeg har tænkt saa ofte paa dem, jeg saae dem stundom for mig ligesom tidligere, naar Solen om Sommermorgenerne skinnede paa Jalousierne, og Deres blottede Arme kom frem mellem Blomsterne.
— Stakkels Ven! sagde hun og rakte ham Haanden, Léon fæstede hurtig sine Læber derpaa. Efter at have trukket Veiret dybt, sagde han:
— Dengang var De en ubegribelig Magt, der fængslede mit Liv. Engang for Exempel kom jeg hen til Dem; men De erindrer det vist ikke længere.
— Jo, svarede hun, bliv blot ved!
— De stod i Forværelset og skulde til at gaae ud. De havde en Hat med smaa blaa Blomster paa Hovedet, uden nogen Opfordring fra Deres Side, næsten mod min egen Villie, fulgte jeg med, skjønt jeg med hvert Øieblik blev mig min Dumhed mere bevidst. Jeg vovede ikke at tale til Dem og vilde dog ikke forlade Dem. De traadte ind i en Boutik, jeg blev udenfor paa Gaden, gjennem Vinduet saae jeg Dem tage Deres Hansker af og lægge Pengene paa Disken, derpaa ringede De paa Fru Tuvaches Port, man aabnede for Dem, og jeg blev staaende som et Fæ udenfor den tunge Port, der faldt til bagved Dem.
Ved at høre ham tale, undredes Emma over at være saa gammel, alle disse Ting, der atter kom til Syne for hende, syntes at udvide hendes Tilværelse, de dannede ligesom et uendeligt Væld af Følelser, hvori hun atter sænkede sig, af og til sagde hun med dæmpet Stemme og halvt lukkede Øielaage: Det er sandt! . . . det er sandt! . . . det er sandt! . . .
De hørte Klokken slaae otte paa forskjellige Ure i Kvar-
