275
ikke vidste, hvorledes han skulde tilfredsstille.
— Jeg vilde ønske, at jeg var „barmhjertig Søster”, sagde hun.
— Ak! svarede han, Mændene har ikke saadanne hellige Missioner, jeg kan intetsteds see noget Kald, medmindre det skulde være Lægens . . .
Med en let Skuldertrækning afbrød hun ham for at klage over den Sygdom, som nær havde dræbt hende, „Skade at den ikke havde gjort det, da vilde hun ikke lide nu”. Léon misundte strax „Gravens Ro”, han havde endogsaa en Aften skrevet sit Testament med det Paalæg, at man skulde begrave ham i det smukke Tæppe, han havde faaet af hende; thi saaledes kunde de ønske at have levet, begge dannede sig et Ideal, hvorefter de nu tilpassede deres forbigangne Levnet. Forøvrigt er jo Ordet en Valse, der altid tværer Følelserne ud.
Ved Paafundet med Tæppet spurgte hun: Hvorfor det?
— Hvorfor . . . han tøvede . . . fordi jeg har elsket Dem saa høit, og fornøiet over at have beseiret Vanskeligheden, udspeidede Léon hendes Fysiognomi.
Det var ligesom Himlen, naar et Vindstød feier Skyerne bort. De melankolske Tanker, der formørkede hendes blaa Øine, syntes at drage bort derfra, og hele hendes Ansigt straalede.
Han ventede.
— Jeg havde stadig tænkt mig det . . . svarede hun endelig.
Da fortalte de hinanden Smaabegivenheder fra denne saa fjerne Periode, hvis Glæder og Sorger de nylig havde resumeret med saa faa Ord. Han mindedes Lysthuset med Klematis, de Kjoler hun havde baaret, Møblerne i hendes Værelse, hele hendes Hus.
