274
— Sig dog ikke Sligt!
— Men dersom De vidste, vedblev hun og hævede sine smukke Øine, hvori der lyste en Taare, Alt hvad jeg havde drømt.
— Og jeg da! Oh! jeg har lidt saameget. Ofte gik jeg ud, jeg vandrede længe om, jeg slæbte mig langs Quaierne, bedøvet af Tumlen uden at kunne bortjage den Forstemthed, der forfulgte mig. Paa Boulevarden hos en Kunsthandler hang der et italiensk Kobberstik, der forestiller en Muse, hun er draperet i en Tunika og betragter Maanen, med Forglemmigeier i det opløste Haar. Der var Noget, der idelig drev mig henimod dette Billede, jeg stod der hele Timer, og derpaa tilføiede han med skjælvende Stemme: Hun lignede Dem noget.
Emma vendte sig om, for at han ikke skulde see det Smil, der uimodstaaeligt trængte sig frem paa hendes Læber.
— Ofte, vedblev han, skrev jeg Breve til Dem, som jeg strax sønderrev. Hun svarede ikke. Han fortsatte: Jeg tænkte mig undertiden, at et Tilfælde kunde føre Dem til Paris, jeg troede at see Dem paa et Gadehjørne og løb efter alle de Vogne, hvori jeg syntes at skimte et Slør eller et Sjal, der mindede om Deres.
Hun syntes bestemt paa at lade ham tale uden Afbrydelse. Med korslagte Arme og sænket Hoved betragtede hun Sløifen paa sine Morgensko, og hendes Fødder bevægede sig utaalmodigt under Atlasket.
— Hvad der dog er mest beklageligt, sukkede hun endelig, er at henslæbe en unyttig Tilværelse som min. Hvis vore Sorger kunde være til Nytte for Nogen, vilde man trøste sig ved Tanken om det Offer, man bragte. Han gav sig til at lovprise Dyden, Pligten og de tavse Opoffrelser, han havde selv en utrolig Trang til at hengive sig, som han
