273
bør ikke vænne sig til uopnaaelige Fornøielser, naar man har tusinde Fordringer rundt om sig, der skal opfyldes.
— Men jeg synes dog . . .
— Ja, De er heller ikke Kvinde.
— Men Mændene har ogsaa deres Sorger; og Samtalen slog ind paa nogle filosofiske Betragtninger. Emma udbredte sig vidtløftigt om de jordiske Tilbøieligheders Usselhed og den evindelige Ensomhed, hvori Hjertet begraves.
For at gjøre sig gjældende eller for naivt at efterligne denne Melankoli, der vakte hans egen, erklærede den unge Mand, at han havde kjedet sig ganske gyseligt under sine Studier, Rettergangen irriterede ham, et andet Kald lokkede ham, og hans Moder pinte ham uophørligt i sine Breve. Den gjensidige Fortrolighed bragte dem stadig til at tale mere og mere uforbeholdent; men undertiden stansede de dog, naar de skulde fremsætte deres Tanke helt og ledte efter et Udtryk, der nogenlunde kunde gjengive den. Hun tilstod ikke sin Lidenskab for en Anden, han fortalte ikke, at han en Tid havde glemt hende.
Maaske mindedes han ikke længere sine Sonpers efter Maskeraderne med Debardeuser, og hun erindrede maaske ikke sine Stevnemøder, naar hun om Morgenen fløi over Markerne til sin Elskers Gaard. Byens Larm naaede neppe op til dem, og Værelset tog sig saa lille ud, som om det forsætligt vilde gjøre deres Ensomhed hyggeligere. Hun havde en kipret Kjole paa og lænede sig tilbage i den gamle Lænestol, det gule Tapet dannede ligesom en gylden Baggrund bagved hende, og hendes blottede Hoved viste sig igjen i Speilet med den hvide Stribe i Midten og Øreflippen, der stak frem af hendes Fletninger.
— Tilgiv mig! sagde hun, det er urigtigt af mig at kjede Dem med mine uendelige Klager.
