266
— Aa nei, ikke videre! svarede hun skjødesløst.
Han foreslog dem da at forlade Teatret for at gaae hen og nyde et Glas Is et eller andet Sted.
— Nei, ikke endnu, lad os blive lidt endnu, sagde Charles. Hun har opløst Haar, det lader til at blive sørgeligt.
Men Vanvidsscenen interesserede ikke Emma, og det forekom hende, at Sangerinden overdrev.
— Hun skriger altfor stærkt, sagde hun og vendte sig om til den lyttende Charles.
— Ja . . . maaske . .. lidt, svarede han vaklende mellem at tilstaae, at han morede sig, og den Respekt, han nærede for sin Kones Dom.
— Her er saa varmt, udbrød Léon med et Suk.
— Ja utaaleligt, ikke sandt!
— Generer det Dig? spurgte Bovary.
— Ja, jeg er nær ved at kvæles, lad os blot komme afsted!
Léon lagde sirligt det lange Kniplingssjal om hendes Skuldre, og de satte sig alle tre nede ved Havnen i den friske Luft udenfor en Kafé.
Først talte man om Emmas Sygdom, skjønt hun af og til afbrød Charles, af Frygt, sagde hun, for at kjede Hr. Léon, og denne fortalte dem, at han vilde tilbringe et Par Aar paa en af Rouens betydeligste Notarstuer, for at sætte sig ind i Sagerne, der var af noget anden Natur i Normandiet end i Paris. Derpaa spurgte han til den lille Bertha, til Familien Homais, til Madam Lefrançois, og da de i Mandens Nærværelse ikke havde mere at sige hinanden, gik Samtalen snart istaa.
Folk, der kom fra Teatret og gik forbi dem paa Fortouget, nynnede eller skraalede af fuld Hals: „Oh Lucia, skjønne Engel!” For at agere Kunstkjender gav Léon sig til at tale
