19
ligesom den Olie, hvormed man smører Knivene. For at skaffe sig Skinner hentede man et Bundt Vidier fra Vognskuret. Charles valgte en, skjar den i Stykker og skrællede den, til den blev saa blank som Glas, medens Pigen rev Lagener itu for at lave Bandager, og Frøken Emma prøvede paa at sye smaa Puder. Da hun var længe om at finde sit Syskrin, blev hendes Fader utaalmodig, hun svarede ikke, men medens hun syede, stak hun sig i Fingrene og holdt dem saa op til Munden for at suge Blodet ud.
Charles havde aldrig før seet saa kjønne, blanke og mandelformige Negle. Hendes Haand var dog ikke smuk; den var maaske ikke hvid nok og lidt kantet ved Knoerne, den var desuden altfor lang og havde ikke bløde Omrids. Det Smukkeste ved hende var Øinene; skjøndt de af Naturen var brune, gjorde de mørke Øinvipper dem næsten sorte, og hendes Blik stirrede frimodigt paa En med en vis aabenhjertig Dristighed. Da Charles havde forbundet Hr. Rouault, indbød denne ham til at „tage sig en Bid Frokost,” før han tog bort.
Han gik derfor ned i Stuen. Paa et lille Bord henne ved en Himmelseng med et Sirsesbetræk, hvorpaa der var trykt nogle Figurer, som skulde forestille Tyrkere, stod der to Couverter med et Sølvbæger ved Siden. Der kom en Lugt af Fiolrod og klamme Lagener fra det høie Egetræesskab, som stod lige overfor Vinduet. I Hjørnerne havde man opstillet de Kornsække, hvortil der ikke var Plads paa det nærliggende Loft. Paa et Søm midt paa Væggen, hvis grønne Maling afblegedes under den frempippende Salpeter, hang der et med Sortkridt tegnet Minervahoved i en forgyldt Ramme; forneden stod der skrevet med gothiske Bogstaver: „Til min kjære Fader”.
Først passiarede man om Patienten, saa om Veiret, om
