260
af den skotske Sækkepibe ude paa Lyngheden. Da forøvrigt Mindet om Romanen lettede hende Forstaaelsen af Librettoen, fulgte hun nøie Handlingens Gang, mens de mange Ungdomsindtryk, der vældede ind paa hende, strax spredtes af Musikens Hvirvel. Hun vuggede sig til Melodierne og følte en Vibreren i hele sit Væsen, som om Violinbuerne havde faret hen over hendes Nerver. Hun kunde ikke see sig mæt paa Kostumerne, Dekorationerne, Personalet, de malede Træer, der rystede, naar man gik henover Gulvet, Fløielshuerne, Kapperne, Kaarderne, alle de Fantasiskabninger der bevægede sig i Harmonierne som i en anden Verden. Men en ung Kvinde traadte frem og kastede en Pung til en grøn Ridder. Hun blev ene, og man hørte en Fløite, der lød som en Kildes Rislen eller som Fuglekvidder. Lucia istemte kjækt sin Kavatine i G Dur, hun sukkede af Elskov, hun begjærede Vinger. Emma havde ogsaa ønsket at kunne flygte bort fra Livet og flyve bort i en Omfavnelse. Pludselig viste Edgard Lagardy sig.
Han havde denne blændende Bleghed, der giver Sydens fyrige Racer noget af Marmorets Majestæt. Hans kraftige Skikkelse omsluttedes af en mørk Kappe, en lille ciseleret Dolk slog imod hans venstre Laar, og han rullede smægtende med Blikket, idet han blottede sine hvide Tænder. Man fortalte, at en polsk Fyrstinde, der en Aften havde hørt ham synge paa Strandbreden ved Biaritz, hvor han kalfatrede Skibe, var bleven forelsket i ham. Hun havde ruineret sig for hans Skyld, han havde forladt hende for andre Kvinder, og denne erotiske Berømmelse var ikke til Skade for hans Kunstnerry. Den diplomatiske Sanger drog endogsaa stadig Omsorg for i Reklamerne at lade en eller anden poetisk Frase falde om sin bedaarende Personlighed og følsomme Sjæl. En smuk Stemme, en urokkelig Sikkerhed, mere Temperament end Begavelse og
