258
Charles løb ufortøvet om i Byen. Han forvexlede Galeri med Balcon, Parket med Loger og bad om Forklaringer, som han dog ikke kunde forstaae, han blev vist fra Kontrolleur til Directeur, vendte tilbage til Gjæstgiverstedet, gik atter ned til Billetkontoret og krydsede saaledes gjentagne Gange gjennem Byen.
Fruen kjøbte sig en Hat, Hansker og en Buket. Herren var meget bange for at komme for sent, og efter neppe at have givet sig Tid til at sluge en Tallerken Suppe, stillede de sig hen ved Indgangen til Teatret, der endnu var lukket.
XV.
Folk stod opstillet i Rækker udenfor Indgangen. Paa Gadehjørnerne gjentog kjæmpemæssige Plakater med barokke Bogstaver „Lucia af Lammermoor . . . Lagardy . . . den store Opera . . . o. s. v.” Det var smukt, varmt Veir, man tørrede Sveden af Haar og Pande, stundom bevægedes Tungerne paa de over Cafédørene ophængte Markiser af en mild Brise fra Floden. Lidt lavere nede afkjøledes Luften af en iskold Strømning, der lugtede af Sod, Læder og Olie. Det var Uddunstninger fra Charrettegaden, med dens store, mørke Magasiner og dens svære Varefade.
Af Frygt for at tage sig latterlig ud vilde Emma, før de gik ind, spadsere en lille Tur ned til Havnen, og af Forsigtighed holdt Charles hele Tiden Haanden i Benklædelommen, hvor Biletterne laae.
Allerede lige ved Indgangen blev hun grebet af en Hjertebanken. Hun smilede uvilkaarligt af Forfængelighed ved at see Skaren, der styrtede ind til Høire gjennem den modsatte Gang, som førte til de tarveligere Pladser, mens hun gik op
