Side:Fru Bovary.djvu/265

Denne side er blevet korrekturlæst

257

sagde Nei, idet hun foregav, at hun var træt, at det vilde volde Uleilighed og Udgifter, men imod Sædvane gav Charles ikke efter, da han mente, at denne Adspredelse kunde være særdeles gavnlig for hende. Han kunde ikke see, hvad der var til Hinder derfor, hans Moder havde sendt ham trehundrede Francs, hvorpaa han slet ikke havde gjort Regning, hans løbende Gjæld var ikke betydelig, og Forfaldstiden for de Vexler, han skulde betale L'heureux, var endnu saa langt borte, at det ikke var værdt at tænke derpaa. I den Tanke, at det var Delikatesse af hende, var Charles endnu mere paastaaelig, saaledes at hun endelig efter megen Plagen bestemte sig dertil. Næste Dag Klokken otte steg de ind i „Svalen”.

Apotekeren, hvem ikke det Ringeste holdt tilbage i Yonville, men som ansaae sig for, tvunget til ikke at røre sig af Pletten, sukkede ved at see dem tage afsted.

— Lykkelig Reise! I kan sagtens være glade, lykkelige Dødelige.

Han vendte sig om til Emma, der bar en lila Silkekjole med fire Garneringer og tilføiede: De er smuk som en Amorin, De vil gjøre Furore i Rouen.

Diligencen holdt ved Hotellet „Det røde Kors”. Det var et af disse Gjæstgiversteder, som man hyppig finder i en Provindsbys Forstad med store Stalde og smaa Sovekamre, hvor Hønsene trippe om i Gaarden og pikke Havre under de Handelsreisendes tilstænkede Kabrioletter — gamle Huse med ormstukne Balkoner, der knage for Vinden om Vinternætterne, stadig fulde af Folk, af Støv og af Spisevarer, hvis mørke Borde er klæbrige af Kaffepunsch, hvis tykke Ruder er gulnede af Fluesnavs, hvis fugtige Servietter er plettede af blaa Vin, og som stadig minde om en Landsby ligesom en kjøbstadsklædt Bondekarl — med Kafé til Gaden og en Kjøkkenhave ud til Marken.