255
har fordømt Skuespil, maa den have havt Ret deri, vi maa underkaste os dens Befalinger.
— Hvorfor excommunicerer den Skuespillere? spurgte Homais. Fordum medvirkede de jo i de religiøse Ceremonier. Ja man spillede, man opførte midt i Koret en Slags Farcer kaldede Mysterier, hvori Sømmelighedens Love ofte fandtes krænkede.
Den Geistlige nøiedes med at udstøde et Suk, og Apotekeren vedblev:
— Det er ligesom i Biblen. Der findes . . . det veed De jo nok . . . mere end een . . . pikant Fremstilling . . . af vel . . . flotte Sager.
Og da Præsten lod til at blive irriteret, tilføiede han:
— Ja, De maa da indrømme, at det ikke er nogen Bog, som man kan give en ung Pige i Hænde, og det vilde gjøre mig ondt, hvis Athalie . . .
— Men det er jo Protestanterne og ikke os, udbrød den Anden utaalmodig, der anbefaler Læsning af Biblen.
— Det er ligemeget! svarede Homais. Det undrer mig, at man i vor Tid i et Aarhundrede, som er skredet saa vidt frem, endnu haardnakket banlyser en intellektuel Fornøielse, der er uskyldig, moralsk og endogsaa undertiden hygieinisk, ikke sandt, Doktor?
— Det kan De have Ret i, svarede Lægen ligegyldigt, hvad enten han nu nærede de samme Anskuelser, men ikke vilde fornærme Nogen, eller slet ingen selvstændige Anskuelser havde.
Samtalen syntes endt, da Apotekeren fandt det passende at slaae et sidste Slag.
— Jeg har kjendt Præster, sagde han, der forklædte sig, for at gaae hen og see Danserinder sparke ud med Benene.
— Er det virkelig sandt? spurgte Præsten.
