251
vendte hun de samme ømme Ord til Gud, som hun tidligere havde mumlet til sin Elsker. Det var for at gjøre sin Tro levende, men ingen Fryd nedsteg fra Himlen, og hun reiste sig op med mødige Lemmer og med en dunkel Følelse af et umaadeligt Bedrag. Denne Søgen, mente hun, var kun en yderligere Fortjeneste, og stolt over sin Fromhed sammenlignede Emma sig selv med de fornemme Damer fra fordums Dage, hvis Berømmelse hun havde drømt sig ved at betragte et Billede af Mlle de la Vallière, og som majestætisk bærende det bræmmede Slæb paa de lange Kjoler, trak sig tilbage fra Verden til ensomme Steder, for ved Kristi Fødder at udgyde alle et Hjertes Taarer, som Tilværelsen havde saaret.
Da hengav hun sig til allehaande Kjærlighedsgjerninger. Hun syede Klæder til de Fattige, hun sendte Brænde til Barselkoner, og da Charles en Dag kom hjem, fandt han tre Vagabonder, der sad og fortærede en Terrin Suppe i Kjøkkenet. Hun lod sin lille Datter komme hjem, som Manden under hendes Sygdom havde sendt tilbage til Ammen. Hun vilde selv lære Barnet at læse, og hvor tidt end Bertha græd, blev hun dog ikke utaalmodig derover. Det var en fast tagen Beslutning; en almindelig resigneret Overbærelse, nu var hendes Sprog fuldt af ideale Udtryk, hun sagde for Exempel til Barnet: Er Dine Mavesmerter forbi, min søde Engel?
Hendes Svigermoder havde nu Intet at udsætte paa hende undtagen maaske den Mani at strikke Trøier til forældreløse Børn i Stedet for at stoppe hendes egne Viskestykker. Men træt af de evindelige Stridigheder i sit eget Hjem, sandt den gode Kone Smag for dette rolige Hus og blev der endogsaa til efter Paaske, for at undgaae sin Mands Sarkasmer, der ufravigelig hver Langfredag bestilte sig en Mørbrad.
Foruden sin Svigermoders Selskab, der styrkede hende
