248
Kufferter paa Ruffet, dannede ligesom en Stjerne i Mørket. Klokken tolv om Middagen kom Charles hjem, derpaa gik han ud igjen, saa nød hun en Kop Bouillon, og henimod Klokken fem i Mørkningen, naar Børnene kom hjem fra Skole med slæbende Tøfler henad Fortouget, slog de en for en med deres Linealer til Klinken paa Skodderne.
Det var paa denne Tid af Dagen, at Abbed Bournisien pleiede at aflægge hende et Besøg. Han erkyndigede sig om hendes Befindende, meddelte hende Nyheder og opmuntrede hende til Fromhed i et kjælent sladdrende Sprog, hvorover der hvilede en vis Ynde. Alene Synet af hans Kappe virkede velgjørende paa hende.
En Dag i den værste Periode af hendes Sygdom, da hun troede sig Døden nær, havde hun bedt om Alterets Sakramente, og medens man gjorde Forberedelserne dertil i hendes Værelse, mens man indrettede den af Medicinflasker opfyldte Kommode til et Alter, og Félicité overstrøede Gulvet med Georginer, følte Emma noget Mægtigt fare hen over sig, der befriede hende for hendes Lidelser, for hvert Indtryk, hver Følelse. Hendes Legeme var lettet, det tyngede ikke mere, et andet Liv begyndte, det forekom hende, at hendes Væsen, idet det hævede sig imod Gud, skulde gaae tilgrunde ved denne Kjærlighed, ligesom den tændte Røgelse, der opløser sig til Damp. Man bestænkede Lagnerne med Vievand, Præsten tog den hvide Hostie ud af Skrinet, og betaget af en himmelsk Fryd strakte hun Læberne frem for at modtage Frelserens Legeme, der raktes hende. Gardinerne om Alkoven hvælvede sig blidt om hende ligesom Skyer, og Straalerne fra de tvende Voxlys, der brændte paa Kommoden, forekom hende at være blændende Glorier. Hun lod da Hovedet synke tilbage, idet hun troede at høre Rummet gjenlyde af serafiske Harper og syntes at see i en azurblaa Himmel paa en gylden Trone
