17
dringer; han saae sig selv dobbelt, paa eengang som ung Student og som gift Mand, liggende i sin Seng som for ganske nylig og gaaende igjennem en Operationsstue som i gamle Dage. Lugten af varme Omslag flød sammen med Duften af den nyfaldne Dug; han hørte Jernringene rasle paa Sengestængerne og sin Kone sove. Da han passerede Vassonville, fik han Øie paa en lille Dreng, der sad paa en Grøftekant.
— Er det Doktoren? spurgte den lille Fyr.
Og paa Charles' bekræftende Svar tog han sine Træsko i Haanden og gav sig til at løbe foran.
Af den lille Førers Yttringer kunde Lægen slutte sig til, at Hr. Ronault matte være en meget velhavende Landmand. Han havde brækket Benet den foregaaende Aften paa Veien hjem fra et Helligtrekongersgilde hos sin Nabo; for to Aar siden havde han mistet sin Kone og havde ikke andre Børn end en Datter, som førte Hus for ham.
Hjulsporene blev dybere, altsom man kom nærmere henimod Bertaux. Den lille Dreng dukkede ind under et Hul i Hækken og forsvandt, men kom strax efter atter frem for Enden af en Gaardsplads og aabnede Ledet. Hesten gled paa det vaade Græs, Charles bøiede sig ned for at ride under Grenene, Lænkehundene gjøede og sled i deres Lænker. Idet han red ind i Forpagtergaarden, blev hans Hest sky og gjorde et stort Spring til Siden.
Gaarden tog sig godt ud. Halvdøren ind til Stalden stod aaben, saa man kunde see de svære Arbeidsheste staae og æde af deres nye Krybber. Langs Bygningerne strakte der sig en stor, dampende Mødding, hvor fem til sex Paafugle, en Luxus for Hønsegaarde der paa Egnen, spankulerede om mellem Høns og Kalkuner. Faarefolden var lang og Laden høi med glatte Mure. Henne under Skuret stod der to store Kærrer og fire Plove og hang der Piske, Kobler
