240
sig ved Kanten næsten svævende omgivet af det frie Rum. Himlens Blaa ligesom løftede hende, Luften susede i hendes tomme Hjerne, hun behøvede kun at give efter, at lade sig gribe, og Dreiebænkens Snurren vedblev idelig ligesom en rasende Røst, der kaldte paa hende.
— Emma, Emma, raabte Charles.
Hun stansede.
— Hvor er Du da? Saa kom dog!
Tanken om lige at være undsluppet Døden, havde nær faaet hende til at besvime af Rædsel, hun lukkede Øinene og skjælvede, ved at en Haand berørte hendes Ærme, det var Félicité.
— Herren venter paa Dem, Suppen staaer paa Bordet.
Og hun maatte gaae ned, hun maatte sætte sig til Bords.
Hun prøvede paa at spise, men Maden var nær ved at kvæle hende. Hun udfoldede sin Serviet, som om hun vilde eftersee Stopningerne og vilde virkelig fæste sine Tanker paa dette Arbeide, tælle Traadene i Lærredet. Pludselig mindedes hun Brevet. Havde hun tabt det? Hvor skulde hun finde det igjen? Men hun følte sig saa træt i Sindet, at hun ikke kunde finde paa et Paaskud til at slippe fra Bordet, og saa var hun bleven feig, hun var bange for Charles, han vidste Alt, det var hun overbevist om. Han udtalte virkelig ogsaa følgende Ord med en høist eiendommelig Betoning.
— Nu varer det nok længe, før vi faaer Hr. Rodolphe at see.
— Hvem har sagt Dig det? spurgte hun gysende.
— Hvem, der har sagt mig det, svarede han lidt forundret over den korte Tone, jeg har det fra hans Karl Girard, som jeg nylig mødte udenfor Café français. Han er reist eller skal nok reise.
