239
hendes Fingre som en Blikplade. Paa anden Sal stansede hun foran Loftsdøren, den var lukket.
Da vilde hun berolige sig, hun mindedes Brevet, hun maatte læse det til Ende men turde ikke. Hvor skulde hun ogsaa gjøre det? hvorledes? man kunde see hende.
— Nei, tænkte hun, det maa være derinde, der har jeg Ro.
Hun skjød Døren op og traadte ind.
Der faldt en tung Varme fra Taget, som knugede hendes Tindinger og var nær ved at kvæle hende, hun slæbte sig hen til Vinduet, trak Skoddet fra, og et blændende Lys strømmede pludselig ind.
Ligeoverfor hende udover Tagene strakte Landskabet sig, saalangt man kunde øine, nedenunder hende stod Landsbyens Torv tomt, Stenene paa Fortouget funklede, Veirfløiene paa Husene rørte sig ikke, henne paa Hjørnet af Gaden lød der en Slags hvislende Snurren, det var Binet, som dreiede.
Hun havde støttet sig til Karmen og gjennemlæste atter Brevet med haanlig Latter; men jo ivrigere hun fæstede sin Opmærksomhed derpaa, desmere forvirredes hendes Tanker. Hun saae ham atter, hun hørte ham, hun omslyngede ham med sine Arme, og stadig hurtigere og hurtigere med ulige store Mellemrum bankede Hjertet under hendes Bryst ligesom Hammerslag. Hun kastede Blikket rundt om sig med Ønsket om, at Jorden maatte styrte sammen. Hvorfor gjorde hun ikke Ende derpaa? Hvem forhindrede hende deri? Hun var jo fri. Og hun gik fremad, hun saae ned paa Stenene med den Tanke: Fremad!
Lysstraalen, der steg op til hende, trak hendes Legeme hen imod Dybet. Det forekom hende, at Jorden nede paa Torvet vaklende hævede sig langs Murene, og at Gulvet bøiede sig ved Enderne ligesom et gyngende Skib. Hun holdt
