238
henved to, han havde nemlig sovet længe) lod Rodolphe sig plukke en Kurv med Abrikoser. Han lagde Brevet paa Bunden under Vinløvet og befalede en af sine Karle at bringe den forsigtigt over til Fru Bovary. Han betjente sig undertiden af dette Middel til at korrespondere med hende, idet han alt efter Aarstiden sendte hende Frugter eller Vildt.
— Hvis hun spørger om mig, sagde han til Karlen, skal Du svare hende, at jeg er reist. Du maa kun give Kurven til hende selv, gaae nu og udfør nøie hvad jeg har sagt Dig.
Karlen tog sin nye Bluse paa, bandt sit Lommetørklæde om Abrikoserne og begav sig roligt henad Yonville til med lange tunge Skridt i sine svære jernbeslaaede Træsko.
Da han kom til Bovarys, ordnede just Emma en Pakke Linned paa Kjøkkenbordet sammen med Félicité.
— Jeg skal levere Dem en Foræring fra min Herre, sagde Karlen.
Hun blev greben af Angst, og idet hun ledte efter nogle Smaapenge i sin Lomme, betragtede hun ham vildt, mens Karlen stirrede forbavset paa hende, idet han ikke kunde begribe, hvorfor en ganske almindelig Foræring kunde gjøre et Menneske saa bevæget. Endelig gik han sin Vei, men Félicité blev i Stuen, da kunde hun ikke længere holde det ud, men løb ind i Dagligstuen som for at stille Abrikoserne derind, hun væltede Kurven, rev Bladene ud, fandt Brevet og aabnede det, og som om der havde været den voldsomste Ildebrand i Hælene paa hende, gav Emma sig aldeles forfærdet til at løbe op paa sit Værelse.
Charles var deroppe, hun opdagede ham, han talte til hende, hun kunde ikke høre Noget men vedblev at gaae op ad Trapperne, stønnende, ude af sig selv, ligesom beruset og stadig med det skrækkelige Blad Papir i Haanden, der slog mod
