237
vel! vær stadig god! Bevar Mindet om den Ulykkelige, der har mistet Dem. Lær Deres Barn mit Navn, for at det kan indflette det i sine Bønner.”
Lysene viftede. Han gik hen og lukkede Vinduet, og efter at have sat sig ned igjen sagde han:
— Nu troer jeg, det er nok. Kun et Par Ord til, for at hun ikke skal komme herhen og pine mig med Scener.
„Jeg er langt borte, naar De læser disse sørgelige Linier, thi jeg har villet flygte saa hurtigt som muligt, for at undgaae den Fristelse at gjensee Dem. Ingen Svaghed! Jeg vender engang tilbage, og maaske vil der komme en Tid, hvor vi to med fuldstændig Ro vil kunne passiare om vor fordums Kjærlighed. Levvel!” Og der var et siste Adieu skilt i to Ord „A Dieu”!; hvilket han fandt saa overordentligt smagfuldt.
Hvorledes skal jeg undertegne mig? spurgte han sig selv: Deres hengivne . . . nei, Deres Ven . . . ja saadan skal det være
Han læste atter Brevet igjennem, det forekom ham godt.
— Stakkels lille Kone, tænkte han bevæget. Hun vil ansee mig for haardere end en Sten, der burde have været nogle Taarer derpaa; men jeg kan ikke græde, det er sgu ikke min Skyld. Efter at have heldt Vand i et Glas dyppede Rodolphe Fingrene deri og lod en tung Draabe falde ned paa Papiret, den dannede en bleg Plet paa Blækket, idet han derpaa vilde til at forsegle Brevet, stødte han paa Signetet Amor nel cor.
— Det passer ikke rigtig godt til Situationen. . . men ligemeget!
Derpaa røg han tre Piber og gik til Sengs.
Efter at være staaet op den næste Dag, (Klokken var
