234
taget, pludselig havde lagt en umaadelig Afstand mellem ham og hende.
Ligesom for atter at gribe Noget af hende tog han en gammel Biskuitæske fra Skabet ved sit Hovedgjærde, hvori han pleiede at gjemme sine Damekorrespondancer, og hvorfra der udgik en ubestemt Duft af fugtigt Støv og visne Roser. Han fik strax Øie paa et Lommetørklæde med afblegede Pletter, det var et Lommetørklæde, hun engang havde benyttet paa en af deres Spadseretoure under et Anfald af Næseblod, han mindedes det ikke længere; desuden laae der et Miniaturportrait af Emma, hendes Toilette forekom ham fordringsfuldt, og hendes smægtende Øiekast syntes ham at gjøre en ynkelig Virkning, ved efterhaanden at betragte dette Billede og fremkalde Mindet om Originalen, svandt Emmas Træk lidt efter lidt af hans Hukommelse, ligesom det malede og det levende Ansigt ved at gnides mod hinanden gjensidig havde udvisket hinanden. Endelig læste han nogle af hendes Breve, de var fulde af Meddelelser angaaende deres Reiseforberedelser, korte, tekniske og presserende som Forretningsbreve. Han vilde gjensee de lange fra den allerførste Tid af, for at finde dem paa Bunden af Æsken maatte Rodolphe flytte alle de andre, og mekanisk gav han sig til at røde i denne Dynge af Papirer og Gjenstande, hvor han hulter til bulter fandt Buketter, et Strømpebaand, en sort Maske, Knappenaale og Haar — Haar, baade mørke og lyse, nogle af dem hang fast ved Beslaget og knækkedes, idet han aabnede Æsken.
Idet han saaledes streifede om mellem sine Minder, mønstrede han Brevenes Skrift og Stil, der var ligesaa varieret som deres Ortografi, der var ømme og joviale, vittige og melankolske, der var nogle, der bad om Kjærlighed og andre, der bad om Penge. Ved at støde paa et eller andet Ord
