233
Han nikkede.
— Saa sees vi altsaa imorgen, sagde Emma med et siste Kjærtegn.
Hun saae efter ham, men han vendte sig ikke om. Hun løb efter ham, og idet hun hældede sig henover Vandet mellem Buskene, raabte hun: Altsaa imorgen!
Men han var allerede paa den anden Side af Strømmen og gik hurtig langs med Engen.
Efter nogle Minuters Forløb stod Rodolphe stille, da han efterhaanden saae hendes hvide Kjole svinde hen i Skyggen som et Spøgelse, fik han en saadan Hjertebanken, at han maatte støtte sig til et Træ for ikke at falde.
— Jeg er dog et stort Fæ, sagde han med en drøi Ed. Ligemeget, det var en kjøn Elskerinde. Og Emmas Skjønhed og alle Nydelserne ved denne Kjærlighedsforbindelse stod for ham. Først følte han sig bevæget, men derpaa oprørtes han imod denne Bevægelse. Jeg kan dog ikke reise bort fra Frankrig, udbrød han og gestikulerede heftigt og paatage mig at forsørge et Barn. Han sagde dette for yderligere at befæste sin Beslutning. Og al den Forlegenhed og de Udgifter! Nei, nei, og tusind Gange nei, det vilde dog have været altfor dumt!
XIII.
Neppe var Rodolphe kommet hjem, før han satte sig til sit Skrivebord under Hjortehovedet, der hang paa Vægen. men da han havde faaet Pennen i Haanden, kunde han ikke finde paa Noget, han støttede saa Hovedet paa Hænderne og gav sig til at spekulere. Emma syntes ham at være veget bort til en fjern Fortid, ligesom om den Beslutning, han havde
