232
saa deiligt at komme til at reise . . . men hvorfor er jeg saa melankolsk? Er det Frygt for det Ubekjendte . . . Vanens Magt . . . eller snarere? . . . nei, det er kun et Overmaal af Lykke. Hvor jeg er svag, ikke sandt, tilgiv mig!
— Der er Tid endnu, udbrød han. Betænk Dig, Du vil maaske fortryde det.
— Aldrig, udbrød hun heftig og rykkede sig nærmere hen til ham. Hvad Ulykkeligt kan der times mig? Der gives ingen Ørken, ingen Afgrund, intet Ocean, jeg ikke vilde drage over med Dig. Efterhaanden som vi lever sammen, vil det blive ligesom en inderligere Omfavnelse. Der vil ikke være Noget til at forstyrre vor Lykke, hverken Sorg eller Hindring, vi vil være ene og tilhøre hinanden. Men saa tal dog, svar mig.
Han svarede med regelmæssige Mellemrum: Ja, ja . . . Hendes Haand hvilede i hans Haar, og hun gjentog med barnlig Stemme, uagtet der løb store Taarer ned ad hendes Kinder.
— Rodolphe, Rodolphe, ak kjære lille Rodolphe!
Klokken slog tolv.
— Tolv, sagde hun, nu er ogsaa denne Dag forløbet, kun een endnu!
Han reiste sig for at gaa, og ligesom den Bevægelse han gjorde, havde været Signalet til deres Flugt, antog hun pludselig et muntert Udseende.
— Har Du Passene?
— Ja.
— Du har altsaa ikke glemt Noget?
— Nei.
— Er Du vis derpaa?
— Ja aldeles vis.
— Du venter mig jo i Hôtel de Provence, ikke sandt, Klokken tolv?
