Side:Fru Bovary.djvu/239

Denne side er blevet korrekturlæst

231

vil være Dig i Families og Fædrelands Sted, jeg vil hygge om Dig, jeg vil elske Dig.

— Hvor Du er yndig! sagde han og tog hende i sine Arme.

— Er det Dit Alvor? spurgte hun ham med vellystig Latter, elsker Du mig? Sværg mig det!

— Om jeg elsker Dig! om jeg elsker Dig! jeg tilbeder Dig, min Elskede!

Den runde purpurrøde Maane hævede sig bagved Engen. Den steg hurtig op imellem Poplernes Grene, der hist og her skjulte den som et sort hullet Gardin. Derpaa traadte den blændende hvid frem paa den tomme Himmel, som den belyste, og idet den sagtnede sin Gang, kastede den en klar Lysning paa Strømmen, der dannede en uendelig Mængde Sølvstjerner, og denne Sølvglans syntes at bore sig ned lige til Bunden som en hovedløs Slange, oversaaet med lysende Skjæl. Den mindede ogsaa om en kjæmpestor Kandelaber, langs hvilken der rislede flydende Diamantdraaber. Den tause Nat sænkede sig om dem, Flader af Mørke fyldte Løvet. Med halvtlukkede Øine indaandede Emma med dybe Suk den friske Nattevind. De talte ikke til hinanden, dertil var de altfor fordybede i deres Drømmerier. Deres første Elskovsdage stod for deres Tanke svulmende og tavse som Strømmen, der flød forbi dem, Mindet derom virkede ligesaa bedøvende paa dem som Serinduften og kastede større og mere melankolske Skygger i deres Sjæl end de ubevægelige Piletræer, der kastede deres Skygger henad Jorden. Undertiden smuttede et Pindsvin eller en Væsel frem af Buskene, eller man hørte en moden Fersken falde fra Espalieret.

— Hvilken deilig Nat! udbrød Rodolphe.

— Af slige Nætter skal vi skue mange! svarede Emma, og ligesom hun talte med sig selv, vedblev hun: Det vil være