230
tænke sig om — da skal De heller ikke bringe mig den, men De kan give mig Skrædderens Adresse og underrette ham om, at den er til mig.
Næste Maaned skulde de flygte. Hun skulde tage fra Yonville under Paaskud af at gjøre Indkjøb i Rouen. Rodolphe skulde have taget Pladser, sørget for Pas og skrevet til Paris for at bestille hele Postvognen til Marseille, hvor de skulde kjøbe dem en Vogn og umiddelbart fortsætte Reisen til Genua, uden at stanse. Hun skulde sende Bud til L'heureux efter Bagagen, der da vilde blive befordret direkte til „Svalen”, saa at Ingen vilde fatte Mistanke, under alt dette var der aldrig Tale om hendes Barn, Rodolphe undgik at tale derom, og hun tænkte maaske slet ikke derpaa.
Han vilde endnu have to Uger til sin Raadighed for at ordne forskjellige Forberedelser, efter otte Dages Forløb begjærede han atter fjorten Dages Udsættelse, derpaa erklærede han sig syg, saa gjorde han en lille Reise, Augustmaaned forløb, og efter alle disse Forsinkelser bestemte de, at det uigjenkaldeligt skulde være Mandagen den fjerde September.
Lørdagaften kom Rodolphe tidligere end sædvanligt.
— Er Alt færdigt? spurgte hun ham.
— Ja.
De spadserede rundt om et af Bedene og satte sig paa Terrassen paa Kanten af Muren.
— Du er bedrøvet, sagde Emma.
— Nei, hvorfor? og dog betragtede han hende paa en eiendommelig om Maade.
— Er det fordi Du skal reise bort? vedblev hun, forlade Dine Omgivelser, Dit vante Liv? Jeg kan saa godt forstaae det . . . men jeg har Intet i denne Verden, Du er Alt for mig. Derfor vil jeg ogsaa være Alt for Dig, jeg
