229
lavt Hus med fladt Tag i Ly af et Palmetræ med Golfen bag ved dem. De skulde seile i Gondol, de skulde Vugge sig i Hængekøier, og deres Tilværelse skulde være rig og let som deres Silkeklæder, varm og stjernebeskinnet som de milde Nætter, de skulde beskue. Men henad denne uendelige Fremtid, som hun saae i Fantasien, sprang intet Særligt frem, de pragtfulde Dage lignede alle hverandre som den ene Bølge den anden, og det vuggede sig i Horisonten uendeligt, harmonisk, idealt og solbestraalet. Men Barnet gav sig til at hoste i Vuggen, eller Bovary snorkede stærkere, og Emma faldt først i Søvn henad Morgenstunden, naar Dagskjæret hvidnede Ruderne, og den lille Justin trak Skodderne fra Apoteket.
Hun havde sendt Bud efter L'heureux og sagt til ham:
— Jeg faaer Brug for en Kappe, en stor foret Kappe med bred Krave.
— Skal De reise? spurgte han.
— Nei, men . . . ja, det er nu ligemeget, jeg kan jo stole paa Dem, ikke sandt, men det maa være hurtigt. Han bukkede.
— Desuden skal jeg bruge en Kuffert . . . ikke altfor tung og en Vadsæk.
— Her er nok Ugler i Mosen, tænkte Kjøbmanden.
— Værsaagod, sagde Emma og rakte ham sit Ur, De kan tage Dem Betaling deraf.
Men Kjøbmanden indvendte, at det aldeles ikke behøvedes, han tvivlede jo slet ikke paa hendes Redelighed, det var barnagtigt af hende. Men hun fordrede da, at han i hvert Tilfælde skulde tage Kjæden, og L'heureux havde allerede puttet den i Lommen og var gaaet ud af Døren, da Emma kaldte ham tilbage. — De maa beholde det Altsammen hjemme hos Dem selv. Og hvad Kappen angaaer, — hun lod til at
