227
givelserne. Hendes Lyster, hendes Sorger, hendes Bekjendtskab med de sanselige Glæder og hendes stadig unge Illusioner havde gradevis udviklet hende, ligesom Gjødning, Regn, Solskin og Vind udvikle Blomsten, og nu udfoldede hun sig endelig i hele sin Naturs Fylde. Hendes Øielaage syntes af Naturen at være formede for disse lange forelskede Blikke, hvorunder Øiestenene skjulte sig, mens et dybt Aandedræt udspilede de smaa Næseboer og løftede de kjødfulde Mundvige, der beskyggedes af lidt mørkt Dun. Man skulde have troet, at En med Korruptionens Vaner nøie bekjendt Kunstner havde ordnet Haarlokkernes Fald nedad Nakken. De rullede sig skjødesløst sammen til en tung Masse, hver Dag gav et nyt Kjærlighedslune dem en anden Form. Nu antog hendes Stemme og hendes Skikkelse blødere Bøininger, noget Raffineret, der meddelte sig til hendes Omgivelser, traadte endogsaa frem fra hendes Kjoles Folder og hendes Fods Bøining. Ligesom i den første Tid af deres Ægteskab, fandt Charles hende henrivende og aldeles uimodstaaelig.
Naar han kom hjem midt om Natten, nænnede han ikke at vække hende, Porcelainslampen kastede et rundt skjælvende Skjær i Loftet, og Gardinerne, der var trukket for den lille Vugge, dannede ligesom en hvid Hytte, der traadte frem i Skyggen ved Kanten af Sengen. Charles betragtede dem, han troede at høre sit Barns lette Aandedrag. Nu vilde hun snart voxe til, hvert Aar vilde bringe nye Fremskridt. Han saae hende allerede komme fra Skole i Mørkningen med et Smil paa Læben, den lille Trøie Pletter af Blæk og Tasken paa Arnen, senere skulde hun i et Pensionat, det vilde blive bekosteligt, hvorledes skulde han bære sig ad? Han spekulerede derpaa, han tænkte paa at forpagte en lille Gaard i Omegnen, hvis Drift han selv vilde lede hver Morgen, naar han tog til sine Patienter. Han vilde opspare Indtægten deraf,
