225
fælde af noget Usædvanligt, skulde hun binde en lille Lap hvidt Papir til Persiennerne, for at han, hvis han tilfældigvis skulde være i Yonville, da kunde løbe om i Strædet bag Huset. Emma gjorde Signalet, hun havde ventet i tre Kvarter, da hun pludselig opdagede Rodolphe henne ved „Hallerne”. Hun følte sig fristet til at aabne Vinduet og kalde paa ham, men han var allerede forsvundet. Hun styrtede fortvivlet bort.
Men snart forekom det hende, at hun hørte Skridt paa Fortouget. Det var uden Tvivl ham, hun gik ned ad Trappen og løb over Gaarden. Der stod han, hun kastede sig i hans Arme.
— Men saa tag Dig dog i Agt! sagde han.
— Hvis Du blot vidste! var hendes Svar.
Og hun gav sig til at fortælle ham Alt skyndsomt og usammenhængende, idet hun overdrev det Skete, pyntede lidt paa Sandheden og udstyrede det Hele saa rigeligt med Parentheser, at han slet ikke kunde forstaae det.
— Naa, min stakkels Engel! Mod, trøst Dig og vær taalmodig!
— Men nu har jeg i fire Aar været taalmodig og lidt . . . . en Kjærlighed som vor burde man kunne tilstaae aabenlyst. De piner mig. Jeg kan ikke længere holde det ud. Frels mig dog!
Hun knugede sig op til Rodolphe. Hendes taarebadede Øine funklede som Flammer under Bølger, hendes Barm steg og sænkede sig hurtig, han havde aldrig elsket hende saa høit, han var nær ved at miste Besindelsen.
— Men hvad skal vi da gribe til? Hvad vil Du da have?
— Tag mig med Dig! raabte hun. Bortfør mig! . . . . Jeg bønfalder Dig derom. Og hun klamrede sig
