224
gaaende Romanlæsningen, desuden mishagede deres Husholdning hende, hun tillod sig at gjøre Bemærkninger, og det kom til en Scene angaaende Pigen.
Den gamle Frue havde nemlig en Aftenstund overrasket denne i Selskab med en mørk Mand paa henved fyrretyve Aar, som ved Lyden af hendes Skridt hurtig smuttede ud af Kjøkkenet. Emma gav sig til at lee, men den gode Dame blev hidsig og paastod, at medmindre man spottede al Dyd og Moral, burde man vaage over sine Tjenestefolks Sædelighed.
— Til hvad Tid hører De? spurgte Svigerdatteren med et saa uforskammet Blik, at den gamle Dame spurgte hende, om hun ikke forsvarede sin egen Sag.
— Forlad mit Hus! raabte den unge Kone og foer op af Stolen.
— Emma! Moder! udbrød Charles for at mægle.
Men i deres Harme var de begge to løbet bort. Emma stampede i Gulvet og gjentog: Hvilken Levemaade! det er jo en sand Bondekone!
Charles løb ind til sin Moder, hun var ude af sig selv og stammede: Det er en uforskammet, fræk Tingest, maaske noget Værre.
Og hun vilde strax tage bort, hvis ikke Emma gjorde hende en Undskyldning, Charles gik ind til sin Kone og bønfaldt hende om at give efter, han faldt paa Knæ, tilsist svarede hun: Naa, ja, ja, jeg skal gaae ind til hende.
Hun rakte Svigermoderen Haanden med en Markisemine og med de Ord: Undskyld mig Frue!
Efter derpaa atter at være kommet op paa sit Værelse, kastede Emma sig ned paa Sengen og græd som et Barn med Hovedet i Puderne.
Hun havde truffet den Aftale med Rodolphe, at i Til-
