223
og fører det samme Sprog. Denne praktiske Mand kunde ikke skjelne de forskjellige Følelser fra hverandre under de ensartede Udtryksmaader. Fordi letfærdige Læber eller Læber, der var tilfals havde hvisket ham det Samme, troede han kun svagt paa disses Oprigtighed, „man burde stadig slaae Noget af, mente han, overdrevne Yttringer skjule kun middelmaadige Følelser”, ligesom Sjælens Fylde ikke undertiden strømmer over i de tommeste Billeder, da jo Ingen nogensinde kan give et aldeles tro Udtryk for sin Trang, sine Ideer eller sine Sorger, Menneskeordet er som en sprukken Kjedel, hvorpaa man spiller Kattemusik, naar man vil røre Stjernerne.
Men med denne kritiske Overlegenhed, der er egen for den, som i alle mulige Forbindelser aldrig hengiver sig helt, opdagede Rodolphe, at der var andre Nydelser at exploitere ved dette Forhold. Han fandt enhver Undseelse ubekvem og behandlede hende uden Omstændigheder. Han gjorde hende til noget Bøieligt og Fordærvet. Det var en Art idiotisk Hengivenhed, fuld af Beundring for ham, af vellystige Følelser for hende, en Lykke, der slappede hende, hendes Sjæl sænkede sig ned i denne Rus og druknede sig fortørret deri, som Hertugen af Clarence i sit Malvoisierfad.
Den Indflydelse, hendes Kjærlighed øvede paa hende, strakte sig ligetil hendes ydre Optræden. Hendes Blikke blev dristigere, hendes Tale friere, hun begik endog den upassende Streg at spadsere med Rodolphe med en Cigaret i Munden, ligesom for at spotte Folks Omdømme, og de, der endnu tvivlede, kunde umuligt gjøre det længere, da man en Dag saae hende stige ud af „Svalen” med en Mandfolkevest paa. Charles' Moder, der efter en forfærdelig Scene med sin Mand var flygtet til sin Søn, var ikke den mindst Forargede. Der var mange andre Ting, som hun misbilligede, først og fremmest havde Charles ikke fulgt hendes Raad an-
