222
adlød Rodolphe hende, idet han fandt hende tyrannisk og altfor fordringsfuld. Hun havde tilmed ganske besynderlige Indfald.
— Naar Klokken slaaer tolv ved Midnat, skal Du tænke paa mig.
Og hvis han tilstod, at han ikke havde tænkt paa hende, regnede det ned med Bebreidelser, der altid endte med det evindelige Spørgsmaal:
— Elsker Du mig?
— Javist elsker jeg Dig.
— Meget høit.
— Naturligvis.
— Har Du aldrig elsket nogen Anden?
— Troer Du virkelig, at Du er det første Fruentimmer, jeg har holdt af?
Emma græd, mens han bestræbte sig for at trøste hende og forskjønnede sine Protester med flove Vittigheder.
— Det er, fordi jeg elsker Dig, vedblev hun, jeg elsker Dig saa høit, at jeg ikke kan undvære Dig. Undertiden gribes jeg af Lyst til at tale med Dig, naar jeg pines af Harme og Skinsyge. Jeg spørger mig selv: Hvor er han? Maaske taler han med andre Kvinder. De smiler til ham, han nærmer sig dem . . . . nei, ikke sandt, der er Ingen, som behager Dig. Der gives smukkere Kvinder, men jeg elsker Dig høiere. Jeg er Din Slavinde og Din Elskerinde, Du er min Konge og min Afgud. Du er god! Du er skjøn! Du er klog! Du er stærk!
Han havde saamange Gange hørt Sligt blive sig sagt, at det ikke længere havde Nyhedens Interesse for ham. Emma lignede alle andre Elskerinder, og Nyhedens Ynde, der lidt efter lidt faldt af hende som et Klædebon, viste ham Lidenskabens evige Monotoni, der stadig antager de samme Former
